Love
Disse love er revideret og godkendt på generalforsamlingen 2005
 
Paragraf 1
Foreningens navn er FARUM‑FAMILIE‑SVØM.
Foreningens hjemsted er Farum.

Foreningen er stiftet den 18/1‑79, og den skal være medlem af:
  • Danmarks Idræts‑Forbund (DIF) og herunder svømmeregion Øst (SRØ)
  • Dansk Svømmeunion
  • Danske Gymnastik og Idræts Foreninger (DGI), og herunder DGI Nordsjælland
  • Farum Idræts Union
Foreningens adresse er:
Farum-Familie-Svøm
Farum Svømmehal
Farum Park 20 st. tv.
3520 Farum
 
Paragraf 2
Foreningens formål er at udbrede interessen for og kendskabet til svømning og livredning, gennem svømning, instruktion, motion og bevægelseslære i vandet for børn, unge, voksne, familier, pensionister og handicappede.
 
Paragraf 3
Enhver kan optages som medlem af foreningen. Som aktive medlemmer regnes de idrætsudøvende, som passive medlemmer regnes støttemedlemmer. Indmeldelse skal ske til kontoret. Udmeldelse skal ske skriftligt til kontoret med en måneds varsel til den 15. i en måned.
 
Paragraf 4
Foreningens kontingent fastsættes for en ½ sæson ad gangen af bestyrelsen. Der gives rabat for familier med over 4 medlemmer.
 
Paragraf 5
Generalforsamlingen har højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Generalforsamlingen skal indvarsles ved opslag i svømmehallen og ved meddelelse i Svømmenyt med mindst 14 dages varsel. Foreningens regnskab skal ligge til gennemsyn hos kasseren 14 dage før generalforsamlingen
Eventuelle forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Alle aktive medlemmer over 15 år, som ikke er i kontingentrestance har stemmeret.
 
Paragraf 6
Der afholdes ordinær generalforsamling en gang årligt i april måned, med følgende dagsorden:
  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Regnskabet forelægges til godkendelse
  4. Indkomne forslag
  5. Valg til bestyrelsen
  6. Valg af suppleanter
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant
  8. Eventuelt
 
Paragraf 7
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes, når mindst 1/10 af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom til bestyrelsen, med angivelse af det eller de emner der ønskes behandlet på generalforsamlingen.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er modtaget i bestyrelsen og der gives en varsling, ved opslag i svømmehallen, på mindst 14 dage.
 
Paragraf 8
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal deltagere.
Ved afstemninger er simpelt stemmeflertal afgørende.
Ved lovændringer kræves dog, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede skal stemme for ændringen.
Alle afstemninger foregår mundtlig, men såfremt blot 2 medlemmer måtte ønske det, kan afstemningen ske skriftlig.
 
Paragraf 9
Foreningen ledes af en bestyrelse, der er ansvarlig over for generalforsamlingen. Bestyrelsen består af en formand, kasserer, sekretær og 4 medlemmer, samt formændene fra de af bestyrelsen nedsatte udvalg jfr. paragraf 10.
Endvidere vælges 2 bestyrelsessuppleanter. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen.
De ulige årstal vælges formand, sekretær og 2 bestyrelsesmedlemmer, på de lige årstal vælges kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer. På generalforsamlingen vælges endvidere 1 revisor og 1 revisorsuppleant. Genvalg kan altid finde sted.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst 1/3 af dens medlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
 
Paragraf 10
Til at varetage særlige opgaver, nedsætter og opløser bestyrelsen forskellige udvalg i det omfang den skønner det nødvendigt.
De nedsatte udvalg konstituerer sig med en formand, der får sæde i bestyrelsen jfr. paragraf 9.
 
Paragraf 11
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
 
Paragraf 12
Beslutning om foreningens ophævelse kan kun ske på en generalforsamling, og hvis blot 10 medlemmer er imod, kan foreningen ikke opløses. I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens eventuelle midler til Farum Idræts Union, og kan kun anvendes til idræt i Farum.
 
Paragraf 13
Formanden og kassereren er hver for sig eneste tegningsberettiget for foreningens pengeinstitut- og girokonti. På baggrund af en bestyrelsesbeslutning kan bestyrelsen gøre andre underskriftberettiget til en eller flere af foreningens konti. Den på generalforsamlingen valgte bestyrelse fastsætter grænser for dispositionsberettigelse for dem der er underskriftberettiget. Dette gøres via en intern kontrakt der underskrives af formanden og den underskriftberettigede kontrakten vedrører.
Foreningens kasserer skal være myndig og må kun ligge inde med kontanter til foreningens daglige drift.
 
Paragraf 14
Foreningen er uden ansvar for medlemmernes personlige ejendele under idrætsudøvelse.
 
Paragraf 15
Til æresmedlemmer kan normalt kun udnævnes medlemmer af foreningen. Æresmedlemsskab tildeles personer, som har gjort sig særligt fortjent til foreningens påskønnelse. Begrundet indstilling tilsendes foreningens bestyrelse, der træffer afgørelse i hver enkelt tilfælde, inden indstilling foretages til generalforsamling. Protokol over æresmedlemmer føres og indeholdender:
  • Fulde navn
  • Tidspunkt for udnævnelse
Æresmedlemmer har stemmeret til generalforsamlingen på lige fod med øvrige og er kontingentfri.
 
 
Klubmodul